Tysk talsmand nægter lovovertrædelser

Den anholdte tyske talsmand for Climate Justice Action nægter at have overtrådt straffeloven.

I et grundlovsforhør onsdag i Dommervagten præsenterede anklageren Tadzio Müller for en sigtelse om hele fem overtrædelser af straffeloven.

Müller sigtes for at have været "koordinator" siden oktober og frem til anholdelsen 15. december i forsøget på at trænge ind i det lukkede Bella Center. I den forbindelse skulle der være vold mod politifolk og blandt andet knuste vinduer, hævder politiet.

De påståede forbrydelser skal være sket i forening med blandt andre en australsk kvinde, der ligeledes er sigtet.

De fem paragraffer i straffeloven drejer sig om forsøg og medvirken til vold mod tjenestemand, grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden, at tilskynde til en forbrydelse, ulovlig indtrængen og hærværk.

Dommeren efterkom anklagerens ønske om dørlukning under forhøret. Det betyder, at offentligheden ikke må få kendskab til politiets materiale i sagen eller høre den sigtedes forklaring. Mandens forsvarer, Merethe Stagetorn, bad ligesom pressefolk om åbne døre, men fik nej.

/ritzau/

Dommer følger anklagers krav om lukkede døre ved afhøring af tysk talsmand for Climate Justice Action i Dommervagten.

Offentliggjort Sidst opdateret