Tyske drenges død trykker stemningen i jysk by før mindeoptog
Det var i klitterne i Nørre Vorupør, at to tyske drenge søndag blev begravet i et sandskred. De afgik tirsdag ved døden, og byen afholder en mindehøjtidelighed for dem. Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Alle huse og foreninger i den nordvestjyske by Nørre Vorupør flager på halv efter en tragedie i weekenden.
Den nordvestjyske by Nørre Vorupør er trykket, efter at politiet onsdag eftermiddag oplyste, at to tyske drenge på 9 og 12 år er afgået ved døden efter et jordskred søndag.
Det oplyser Louise Lindgaard Johansen, der er formand for Vorupør Borgerforening.
- Der er stadig turister, som prøver at holde ferie, men som er meget påvirkede af det. De sidste dage har der været meget dårlig stemning i byen, siger hun.
Foreningen afholder en mindehøjtidelighed onsdag aften klokken 19. Dem, der har lyst, kan gå med optoget fra Vorupør Kirke og ned til stranden, hvor drengene blev begravet af sandet. Det er omkring halvanden kilometer.
- Vi vil gerne have en ordentlig, respektfuld afslutning på det, som vi har frygtet i flere dage. Det er en lejlighed til at mødes og gå en tur sammen for at få det snakket igennem, siger hun.
De to drenge blev begravet i klitterne søndag eftermiddag og lå under sand og jord i omkring 40 minutter, inden de blev gravet fri. De var i kritisk tilstand indtil tirsdag, hvor de afgik ved døden, oplyste Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse onsdag.
Leder af redningsstationen i byen Benny Bak, som var med til at grave drengene fri, fortæller til Ritzau, at det er sket to gange, at nogen er afgået ved døden i forbindelse med en ulykke i klitterne.
Sidst var i 1965, hvor et barn også gik bort.
Benny Bak er også meget påvirket af situationen. Det samme er hans kolleger på Nørre Vorupør Redningsstation.
- Nogen har det værre end andre. Nogen kan ikke sove om natten, fordi billederne af de to små drenge kommer frem. Det er en tragedie.
- Vi har selvfølgelig hver vores måde at håndtere det på. Jeg prøver at tænke på noget andet, når jeg ligger i min seng, men jeg falder hele tiden tilbage i de billeder, siger han.
Dagen efter ulykken sendte søværnet en krisehjælper ud på redningsstationen. Torsdag kommer endnu en krisehjælper og taler med mandskabet.
- Vi fortæller selvfølgelig også hinanden, hvordan vi har det med det, men det er svært, fortæller han.
Han har været med til at arrangere optoget onsdag aften. I tillæg til det flager alle huse, sommerhuse og foreningers flagstænger på halv.
- Det er af respekt for de to drenge og deres forældre. Alle er påvirkede af det, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned