Tyskland rejser stor momssag mod dansker
De tyske myndigheder vil have straffet en dansk statsborger for at have snydt med moms for cirka 48 millioner kroner.
Efter nogen tids søgen har politifolk fundet den 41-årige mand på Midtsjælland, og onsdag er han blevet varetægtsfængslet.
En dommer i Københavns Byret har onsdag fængslet manden i 13 dage.
Opholdet i fængselscellen skyldes en arrestordre fra Tyskland, hvor myndighederne i Leipzig agter at retsforfølge ham. Påstanden er, at han har unddraget moms for cirka 6,5 millioner euro.
- Vi har kigget efter ham et stykke tid, siger senioranklager Kjeld Johansen hos Bagmandspolitiet.
Officielt udrejste han af Danmark for fem år siden, men tirsdag lykkedes det betjente at finde ham på dansk jord.
Den 41-årige, som er beskyttet af navneforbud, ønsker ikke frivilligt at lade sig udlevere.
Han har nu mulighed for at gå til domstolene for at få ændret Justitsministeriets beslutning.
Også en anden dansk statsborger sidder for tiden fængslet i Vestre Fængsel, fordi han kræves udleveret til Tyskland. I hans tilfælde har både byret og landsret sagt god for ministeriets afgørelse.
I hans tilfælde er det anklagemyndigheden i Kiel, som hævder, at danskeren har gjort sig skyldig i manglende momsangivelse for mere end fem millioner euro.
Hans forsvarere vil nu forsøge at indbringe spørgsmålet om udlevering til Højesteret.
Det sker af og til, at danske statsborgere udleveres til straffesager i andre europæiske lande.
Fra 2006 til 2011 er det sket mere end 20 gange, har Justitsministeriet tidligere oplyst.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker