TYV LAGDE SIN TELEFON TIL OPLADNING I BUTIK - ANHOLDT DA HAN KOM TILBAGE
Arkivfoto: Anders Knudsen
.
En 28-årig mand fra Stubbekøbing holdt politiet godt beskæftiget mandag. Hele tre gange havde ordensmagten fat i ham.
Det sker næppe så tit, at samme mand optræder i politiets døgnrapport tre gange i løbet af et døgn. Men det skete mandag for en 28-årig mand fra Stubbekøbing - i tre forskellige sammenhænge.
Først blev han anholdt kort før klokken to natten til mandag, fordi han var efterlyst til fogedretten. Klokken 9.35 mandag formiddag blev han derfor kørt til fogedretten og efterfølgende løsladt. Men blot halvanden times tid senere - kort efter klokken 11 - kom han igen i politiets søgelys, da han tog forskellige varer hos 7-Eleven på banegården i Nykøbing og forlod butikken uden at betale for dem.
Inden han gik, havde manden dog lagt sin telefon til opladning i butikken, og man formodede derfor, at han nok vendte tilbage senere for at hente den igen. Det gjorde han også, og så blev han igen mødt af politiet og præsenteret for en sigtelse for butikstyveri.
Men det var ikke gjort med det. For senere på eftermiddagen, kort efter klokken 16.15, fik politiet en anmeldelse om, at en mand kørte på knallert på en badebro udfor Vesterstræde i Stubbekøbing, og at han medbragte en håndøkse, som han havde vist til nogle drenge på stedet.
Politiet rykkede ud, og her mødte man igen den 28-årige, og i hans rygsæk lå netop en håndøkse. Manden blev derfor sigtet igen - denne gang for overtrædelse af våbenloven, og samtidig blev øksen beslaglagt, fremgår det af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde