Politiet måtte have flere sømmåtter i brug for at standse en varebil med tre mænd, der var i søgelyset efter nogle indbrud i Langeskov og Nyborg søndag nat.
Politiet opdagede varebilen, der er stjålet, og forsøgte først at standse den med en sømmåtte, da den kørte af motorvejen ved Langeskov. Bilen kørte imidlertid videre med et punkteret hjul med flere patruljebiler i hælene.
Ved Marslev punkterede en ny sømmåtte de resterende dæk, men bilen kørte videre på fælgene, og det lykkedes først at standse den i Åsum, efter at en patruljevogn med vilje havde påkørt den, så den snurrede rundt, oplyser vagtchef Lars Fredensborg, Fyns Politi.
I varebilen fandt politiet et pengeskab, der stammer fra et indbrud på en skole i Nyborg, samt tyvekoster fra flere biler, der var brudt op på skolens parkeringsplads. Desuden blev der fundet et kontokort fra en virksomhed i Langeskov sammen med ting fra biler fra virksomhedens parkeringsplads.
Mændene mistænkes også for et indbrud et andet sted i Nyborg.
De tre mænd blev anholdt. Det er en mand på 21 år og to på 20 år. Den ene, der har flere tidligere forhold på samvittigheden, blev mandag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i 14 dage.
De to andre blev løsladt, men de er ifølge vagtchefen stadig sigtet for indbrud.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned