Tyve har stjålet to urner med aske i fra østjysk kirke
Politiet efterlyser to urner med aske i, som er blevet stjålet under et indbrud i Gjerlev Kirke nord for Randers. Foto: Østjyllands Politi/Free
Østjyllands Politi/Free
Pårørende til de døde er meget berørte og vil meget gerne have urnerne tilbage, fortæller politiinspektør.
Tyve har stjålet to urner med aske i fra Gjerlev Kirke nord for Randers.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet opfordrer til, at gerningsmændene kontakter politiet med oplysninger om, hvor man kan finde urnerne, der ikke repræsenterer nogen større værdi for andre end de pårørende.
- Der sidder pårørende til de døde, der er meget berørte, og vi vil meget gerne have urnerne tilbage til dem og kirken igen.
- Hvis du ser urnerne eller har kendskab til, hvor de er, så ring til politiet. Lad være med at røre eller flytte dem - lad politiet om det, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard i politiets meddelelse.
Tyveriet skete ved et indbrud tirsdag aften eller nat, da ukendte gerningsmænd brød ind i Gjerlev Kirkes graverbygning og det tilhørende værksted.
Urnerne stod i en kasse og skulle senere nedsættes.
Ud over de to urner stjal gerningsmændene også to buskryddere, en hækkeklipper og en havetraktor, som tyvene kørte væk på en trailer, som de også tog fra kirkens grund.
Indbruddet i kirken blev opdaget onsdag morgen, men det var først torsdag, at det blev opdaget, at de to urner var forsvundet.
Dagen efter indbruddet blev traileren fundet i landsbyen Tvede, som ligger syd for Gjerlev. En beboer i Gjerlev så natten til onsdag en hvid bil - formentligt en Citroën Berlingo eller en Peugeot Partner - holde foran kirken.
Morgenen efter var bilen væk.
Østjyllands Politi oplyser, at det meget gerne vil høre fra folk, som har set den hvide bil eller nogen køre rundt med havetraktoren på traileren natten til onsdag.
Politiet oplyser, at det er i fuld gang med efterforskningen og også ser på, om der er lignende sager, som kan kædes sammen med indbruddet.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde