En flok indbrudstyve har efter alt at dømme lagt grundige planer, inden de natten til lørdag slog til mod den lokale sparekasse i Balling ved Skive.
Tyvene stjal en pengeboks ved hjælp af en gummiged, og gerningsmændene gjorde sig store anstrengelser for ikke at blive taget af politiet.
- De har smidt nogle partisansøm og forskellige andre ting, så vi ikke skulle kunne komme nemt frem til stedet, fortæller Midt- og Vestjyllands Politis vagtchef, Irvin Christensen, til Ritzau.
Politiet har endnu ingen oplysninger om, hvor mange penge der er blevet stjålet ved indbruddet. Men alt tyder på, at det er velorganiseret.
Inden indbruddet i Balling klokken 04.14 fik politiet nemlig to andre anmeldelser om indbrud i banker. Den første kom klokken 03.38, da det forlød, at der var indbrud i Salling Sparekasse i Vinderup ved Holstebro.
- Da vi kommer derop, har der ganske rigtigt været indbrud, men der er ingen gerningsmænd, fortæller Irvin Christensen.
- Klokken 03.53 får vi en tilsvarende anmeldelse om et indbrud i Sparekassen Kronjylland i Stoholm ved Viborg. Vi sender folk derud, og de kan konstatere et indbrud, men gerningsmændene er væk, fortæller han.
Vagtchefen er overbevist om, at det er de samme gerningsmænd, som står bag alle tre indbrud.
- For mig er der ingen tvivl om, at det er to afledningsmanøvrer, de laver for at vi skal sende patruljer ud i området deroppe. Jeg er helt sikker på, at der en sammenhæng.
I forbindelse med indbruddet i Balling har politiet oplysninger om, at pengeboksen er blevet læsset ind i en varebil.
Politiet har ikke set spor af bilen efter indbruddet, selv om man i nattens løb valgte at sende en helikopter i luften i håbet om at få øje på gerningsmændene.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde