Tyve stjal bronze for 300.000 kroner

Tyve har natten mellem onsdag og torsdag begået et stort metaltyveri på Strates Maskinfabrik i Sakskøbing. Der er stjålet færdige emner og metal for næsten 300.000 kroner.

I løbet af godt en halv time fik tyvene med en palleløfter fjernet 2,3 tons bronze og messing. Deraf var det meste en produktion på 600 færdige emner, der var klar til levering.

 Den sidste medarbejder på fabrikken forlod sin arbejdsplads klokken 02.22. Her slog han alarmen til ved den dør, som han gik ud af.
- Klokken 02.28 bliver en rumføler aktiveret, og klokken 02.59 går alarmen ved døren i gang, fortæller Arne Holdensen fra lokalpolitiet i Nykøbing.

Kort efter kommer en vagt fra firmaet CS-Vagt til stedet, men da var tyvene allerede væk. Ifølge politiet er der ingen vidner til tyveriet.

Ifølge direktør Steen Vinther Clausen kan tyveriet blive en alvorligt bet for fabrikken. For ikke alene skal man lave den stjålne produktion igen. Der er også tvivl om forsikringsdækningen, for der er ikke synlige tegn på indbruddet.

Tyvene må have sneget sig ind og gemt sig inde på fabrikken, før sidste mand gik hjem.

Foto: Arkiv

Stort tyveri af bronze og messing fra maskinfabrik.

Offentliggjort Sidst opdateret