Ubudne gæster straffes for vold til 16-års fødselsdagsfest
Fem unge ubudne gæster idømmes fængselstraffe for vold til en fest. (Arkiv) Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Fem unge er dømt for slag og spark til en fest i Hedensted, én opsøgte offeret efter festen og tog kvælertag.
Fem unge er blevet idømt fængselsstraffe for at have begået grov vold til en 16-års fødselsdagsfest.
Det besluttede Retten i Horsens tirsdag, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ingen af de fem unge på 17 og 18 år var inviteret til festen, men de dukkede alligevel op 27. maj.
Den 16-årige, der holdt festen på en privat adresse i Hedensted, og en anden 16-årig bad flere gange de ubudne gæster om at forlade festen.
Det nægtede gruppen dog.
Den 16-årige begyndte at diskutere med en af de fem, og det endte med, at de fem skubbede den 16-årige omkuld, hvorefter de slog og sparkede ham adskillige gange på kroppen og i hovedet.
Også en 16-årig pige blev slået, da hun forsøgte at lægge sig imellem en af de fem og den 16-årige.
Pigen har fået en varig synsskade efter flere knytnæveslag i hovedet.
En af de fem dømte opsøgte den 16-årige, da han i slutningen af juli var på vej hjem fra Horsens sammen med nogle venner. Den nu dømte ville tale privat med den 16-årige.
De gik ind i en gyde, og manden sagde "du skal ikke udtale dig i retten" og "du skal holde din kæft over for folk", hvorefter han tog kvælertag på den 16-årige og sparkede ham i maven. Den 16-årige flygtede herefter fra stedet og tilkaldte politiet.
Det var vidneforklaringer og en video fra det sociale medie Snapchat, hvor man kunne høre en mand råbe "I fucking sparker til", der fældede gerningsmændene.
De fem fik ubetingede fængselsstraffe på mellem fem og ti måneders fængsel.
Den ene dømte, der har syrisk baggrund, idømmes en "advarsel" i henhold til udlændingeloven.
Det betyder, at han ikke bliver udvist, men at han er blevet advaret om, at han risikerer en udvisning, hvis han fortsætter med at begå kriminalitet.
Forskellene i fængselsstraffene skyldes, at nogle dømmes for flere forhold, og at de dømte havde forskellige forstraffe.
Alle fem har udbedt sig betænkningstid til en eventuel anke.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde