Det var manglende indbetaling af husleje, der resulterede i, at dildoer til en værdi af tre millioner kroner i sidste uge forsvandt fra den lagerbygning, hvor de trygt lå opbevaret.
Ejerne af lagerhallerne på Annasmindevej i Eriknauer nord for Hedensted, hvor virksomheden Ladies Master har til huse, tog nemlig sagen i egen hånd og fjernede dildoer og andet sexlegetøj for flere millioner.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi til Vejle Amts Folkeblad.
Politiet behandlede til at starte med dildo-mysteriet som en tyverisag.
Ifølge vicepolitikommissær Lars Peter Madsen, Sydøstjyllands Politi, tog udlejerne sagen i egen hånd, da der opstod en tvist om betaling mellem dem og grossistvirksomheden Ladies Master, der lejer sig ind på adressen.
- Dermed er det ikke tyveri, men selvtægt, og det er ikke noget, vi blander os i, siger Lars Peter Madsen til Vejle Amts Folkeblad.
En af udlejerne i Hauge-Pedersen Ejendomme ApS, der ejer lagerhallerne i Eriknauer, ønsker ikke at stå frem med sit navn i avisen, men bekræfter, at det er udlejerne, der tog de mange dildoer som gidsler i tvisten mellem de to parter.
Både dildoerne og det øvrige sexlegetøj, som blev fjernet fra lagerhallen, er leveret tilbage, oplyser udlejeren.
- Der er fundet en løsning på sagen. De har fået deres ting tilbage, og vi har fået vores penge, fortæller udlejeren til Vejle Amts Folkeblad.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker