Udlover dusør i jagt på stjålne skulpturer

De stjålne bronzeskulpturer Paraplypigen og Søløverne skal tilbage til deres rette pladser i Sakskøbing.

Det mener den lokale afdeling af Lions Club og bager Kim Johansen, og derfor er parterne nu gået sammen om at udlove en dusør på 10.000 kroner til den person, som kan lede politiet på sporet af de stjålne figurer, oplyser DR P4 Sjælland.

Som vi fortalte her på folketidende.dk i går, onsdag, så har politiet sigtet en 21-årig mand for tyveriet af Paraplypigen, men manden nægter sig skyldig, og hverken denne eller de øvrige skulpturer, som er blevet stjålet i de seneste uger, er dukket op endnu.
- Jeg mener, det er forfærdeligt, at vi ikke kan have statuerne i fred. Det er jo to af de tre statuer, vi har byen, som vi mangler, siger Kim Johansen til DR P4 Sjælland.

Paraplypigen blev kørt bort på en trailer natten til den 30. juli, og Søløverne blev stjålet natten til den 6. august. Derudover er flere andre skulpturer blevet stjålet i blandt andet Rødby og Eskilstrup på det seneste.

Oplysninger om de stjålne skulpturer skal rettes til lokalpolitiet i Nykøbing på telefon 114.

Foto: Paraplypigen.

En bager i Sakskøbing udlover sammen med Lions Club 10.000 kroner i et forsøg på at skaffe Paraplypigen og Søløverne tilbage til byen.

Offentliggjort Sidst opdateret