Udvalg: Kontrollen med PET skal styrkes

Det såkaldte Wendler Pedersen-udvalg offentliggør fredag over middag sin længe ventede betænkning om Danmarks efterretningstjenester.

Ifølge Jyllands-Posten anbefaler betænkningen, at PET bliver underlagt en egentlig lov, og at det nuværende kontrolorgan, Wambergudvalget, erstattes af en stærkere kontrolinstans med flere beføjelser og et fast sekretariat, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Wendler Pedersen-udvalget tager også stilling til, om tidligere registrerede hos PET skal have adgang til deres sager hos efterretningstjenesten.

Betænkningen bliver sendt i høring frem til juni, og herefter skal politikerne tage endelig stilling til spørgsmålet.

Men allerede nu udtrykker partier fra begge sider i Folketinget ønske om at styrke kontrollen.

- Jeg er ikke religiøs med midlerne. Men vi skal have mere åbenhed og mere kontrol med tjenesterne, siger retsordfører Jeppe Mikkelsen (R) til Jyllands-Posten.

- Og vi kan ikke komme uden om Wambergudvalget. Enten skal det nedlægges, eller også skal det styrkes markant, for eksempel med et fast sekretariat, tilføjer han.

Enhedslisten mener også, at PET skal ses mere efter i sømmene. Partiet anbefaler således en særlig PET-ombudsmand, der på eget initiativ kan undersøge sager om PET og behandle klager fra borgere.

Det kan for eksempel være fra borgere, der har fået afslag på en sikkerhedsgodkendelse.

- Med de vidtgående beføjelser, som PET har fået, er det helt naturligt, at PET skal kontrolleres som alle andre myndigheder, siger retsordfører Pernille Skipper (EL).

Også Venstre er klar til skærpet kontrol med PET, siger retsordfører Karsten Lauritzen (V) til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Efter næsten 14 års arbejde bliver der fredag lagt op til, at kontrollen med Politiets Efterretningstjeneste, PET, bliver skærpet, erfarer Morgenavisen Jyllands-Posten.

Offentliggjort Sidst opdateret