Ved Saladdins gravsted, inde i Al-Amawi moskeen, kommer der en, der har en pakke cigaretter og en colaflaske.
Sådan lyder en del af instruksen i de draftmails eller kladdemails, som tirsdag blev fremlagt i Østre Landsret.
Med blandt andet disse mails skal PET's juridiske chef, Lykke Sørensen, bevise, at den administrative udvisning af den 42-årige irakisk-turkmensk Amer Saeed tilbage i 2007 var berettiget.
De såkaldte kladdemails er beskeder, der ikke er afsendt, men blot gemt, så de ikke bliver opsnappet af en eventuel overvågning. I stedet gives kodeordet til webmailkontoen til de personer, der skal læse beskeden, hvorefter den slettes.
- Ved Yahua's gravsted, inde i Al-Amawi moskéen, kommer der en, der har en pakke cigaretter og en vandflaske. Den anden part har en sort hue på. Den, som kommer, spørger: "Hvor er Noureddins forretning?". Den anden parts svar vil være: "På den anden gade".
Sådan lød en af beskederne på Yahoo-mailen, som ifølge PET blev oprettet af en mand, MH, der også er blevet udvist fra Danmark.
Sammen med den 42-årige, der i disse dage får sin sag prøvet i Østre Landsret, mener Politiets Efterretningstjeneste, at MH har sendt flere selvmordsbombere til Damaskus i Syrien.
Også telefonsamtaler, hvor den 42-årige snakker med forskellige personer om "kartoner", er en stor del af beviset mod den udviste irakisk-turkmenske mand.
Ifølge ham selv dækker "kartoner" over varer som mobiludstyr, mens PET mener, at det er et dæknavn for de selvmordsbombere, som den 42-årige angiveligt var med til at sende til Damaskus.
Metoden med kladdemails har tidligere været benyttet forud for bombesprængningerne i Madrid tilbage i 2004 samt ved den danske terrorsag fra Glasvej i 2007.
Amer Saeed har anlagt sag mod Integrationsministeriet for at få omstødt udvisningen, der skete uden en forudgående straffesag, fordi PET skønner, at han er til fare for landets sikkerhed.
Efterretningstjenestens materiale mod manden er så hemmeligt, at en del af sagen foregår for lukkede døre.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde