Ugeblads superkilde skaffede cpr-nummer på Pia Kjærsgaard
Ugebladet Se og Hørs superkilde skaffede ikke kun oplysninger om kendtes brug af betalingskort.
Han gav også cpr-nummer og oplysninger om en hemmelig adresse på Pia Kjærsgaard til ugebladet, skriver bt.dk fredag.
Den såkaldte tys-tys kilde sendte de personfølsomme oplysninger til to journalister på ugebladet.
Kilden gav dem også tilsvarende oplysninger om Pia Kjærsgaards mand. Parret lever på en beskyttet adresse med alarm og overvågning, ligesom PET sørger for politikerens sikkerhed.
- Det er møghamrende ubehageligt, siger Pia Kjærsgaard til bt.dk om oplysningen.
Angiveligt var journalisterne på Se og Hør frustrerede over, at de var ude af stand til at følge Pia Kjærsgaards færd via oplysninger om brug af betalingskort.
Derfor tilbød kilden, der udførte opgaver for Nets, at komme med de yderligere oplysninger.
I Københavns Vestegns Politi ønsker politiinspektør Bent Isager-Nielsen fredag ikke over for Ritzau at kommentere det tilsyneladende nye element i affæren.
- Helt generelt kan jeg sige, at vi i alle større sager efterforsker bredt og ser på, om en sigtet person kan have foretaget sig andre ting, som kan udløse en ny sigtelse, siger politiinspektøren.
Såvel bt.dk som Ekstra Bladet skriver fredag, at 86 personer stod på en særlig liste, som ugebladet ønskede overvåget.
Oplysninger om brug af kreditkort fortæller om personens forbrug, men også om vedkommendes præcise opholdssted.
Politiet har sigtet Aller Media, tre tidligere chefredaktører, to journalister og tys-tys kilden i sagen.
Efterforskningen er ganske omfattende. Den begyndte, da en fyret journalist fra ugebladet, Ken B. Rasmussen, i en nøgleroman afslørede ugebladets metoder.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker