Ukrainsk par idømt fængsel og udvist for groft overfald
Et ukrainsk par idømmes halvandet og et års fængsel for et groft overfald, hvor fire personer brækkede ansigtsknogler, knækkede tænder og fik indre blødninger i hjernen. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
En mand og en kvinde fra Ukraine idømmes fængsel for et groft overfald mod fire personer i byen i Aarhus.
Retten i Aarhus har idømt en 28-årig mand og en 19-årig kvinde fra Ukraine henholdsvis halvandet og et års fængsel for et groft overfald af fire personer i Aarhus i maj.
De udvises desuden i henholdsvis 12 og seks år af Danmark.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Overfaldet var så voldsomt, at flere af de fire ofre ifølge politiet blev efterladt i "en bevidstløs eller hjælpeløs tilstand".
Århus Stiftstidende var til stede i retten mandag og tirsdag, hvor de fire forurettede fortalte om deres fysiske skader efter overfaldet. Her tæller listen brækkede knogler, knækkede tænder og indre blødninger i hjernen.
Overfaldet fandt sted den 30. maj under en bytur i Aarhus. De fire personer var i byen med det ukrainske par, men ifølge politiet opstod der uoverensstemmelser om narko.
Ifølge Århus Stiftstidende ville parret have fingrene i de fire personers narko, og overvågningsvideoer viser den 28-årige mand slå løs på to, mens den 19-årige kvinde holder en tredje tilbage, og en fjerde ligger bevidstløs i baggrunden.
De fire personernes telefoner blev også stjålet. Dem forsøgte gerningsmændene at smide fra sig, inden de blev anholdt.
Specialanklager Jakob Beyer kalder i pressemeddelelsen overfaldet for "særdeles groft".
- En ung kvinde bliver uden forvarsel slået bevidstløs bagfra, inden to mænd bliver slået og sparket over flere forskellige omgange af den 28-årige gerningsmand - også efter de ligger ned og er kommet alvorligt til skade.
- Jeg glæder mig over, at de to personer nu er blevet dømt efter anklageskriftet i sagen. Det er vigtigt, at vi endnu en gang har fået sendt et tydeligt signal om, at grov vold ikke accepteres i vores samfund, siger Jakob Beyer i pressemeddelelsen.
Begge de dømte har taget betænkningstid i forhold til anke.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde