Ukrudtsbrænder satte ild til garage

Foto: Lars Dalsig

Mand fik bøde efter at have været uheldig med brug af ukrudtsbrænder ved hus i Søllested.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et forsøg på at brænde noget ukrudt af udviklede sig tirsdag eftermiddag uheldigt for en mand på Vestervej i Søllested.

Ifølge politiets vagtchef gik der i forbindelse med afbrændingen ild i en garage, og der blev derfor slået alarm til både brandvæsen og politi.

Der skete så vidt vides ikke skade på andre bygninger, og ingen mennesker kom noget til. Den uheldige mand fik udover en forskrækkelse også en bøde for overtrædelse af beredskabsloven, fordi det blev vurderet, at han havde været for uforsigtig, oplyser politiet.