Ulovlige våben fra dødsboer kan stadig gives til politiet

Københavns Vestegns Politi fremviste i slutningen af november nogle af de våben, som politikredsen havde fået indleveret under frit lejde-aktionen. Selv om aktionen nu er slut, kan ulovlige våben fra eksempelvis dødsboer stadig indleveres straffrit til politiet. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Finder man ulovlige våben eksempelvis under tømning af dødsbo, skal man hurtigst muligt give det til politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Anonymt og uden risiko for at blive retsforfulgt kunne borgere over hele landet i november indlevere ulovlige våben og våbentilbehør til politiet.

Men selv om frit lejde-aktionen er slut, kan borgere stadig straffrit aflevere ulovlige våben, som eksempelvis bliver fundet i forbindelse med et dødsbo.

Det skriver Københavns Vestegns Politi fredag i en pressemeddelelse. Samme besked er tidligere kommet fra Rigspolitiet.

Man skal derfor ikke vente på, at der engang kommer en ny frit lejde-aktion. Tværtimod skal man rubbe neglene, så det ulovlige våben hurtigt kommer ordensmagten i hænde.

Sådan lyder beskeden fra politikommissær i Rigspolitiet Sune Fletcher Hjortel.

- Hvis man kan godtgøre, at man for eksempel er kommet i besiddelse af ulovlige våben i forbindelse med overtagelsen af et dødsbo, bliver der ikke rejst tiltale for ulovlig våbenbesiddelse, så længe man får dem indleveret til politiet hurtigst muligt, siger han i en tidligere pressemeddelelse.

I stedet for at dukke uanmeldt op på en politistation med våbnet beder politiet om, at man først kontakter politiet på telefonnummer 114 for at informere om situationen og aftale nærmere om indleveringen.

Der blev under frit lejde-aktionen i november indleveret i alt 35.531 våben og effekter af forskellig art. Formålet med sådanne aktioner er at undgå, at de farlige genstande ender i de forkerte hænder og bliver brugt til kriminalitet.

Som udgangspunkt bliver våbnene destrueret efter indlevering. Men nogle kan have historisk interesse, og derfor er Nationalmuseet løbende blevet orienteret om det indleverede.

Det er Justitsministeriet, der har bedt politikredsene om at iværksætte frit lejde-aktionen.

Det skete som en del af den seneste bandepakke.

Der har været tilsvarende aktioner i 2009, 2013 og 2017.

/ritzau/