Ulovlige våben fundet hos forretningsmand

Et lager af strømpistoler, slagvåben og fyrværkeri er blevet afsløret, da betjente ransagede et firma på Midtsjælland.

Politiet gik i aktion, fordi firmaet på internettet har reklameret med salg af våben, som er ulovlige.

Desuden sælger firmaet fyrværkeri, selv om det ikke har nogen tilladelse, siger politiet.

I forbindelse med sagen har politiet anholdt og sigtet den 66-årige mand, der driver firmaet fra en mindre by i Lejre Kommune.

Anholdelsen skete onsdag, og han er blevet løsladt igen.

Manden nægter at have overtrådt loven, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Hos firmaet fandt politiet ud over en del fyrværkeri også blankvåben, strømpistoler, peberspray, slagvåben og en armbrøst.

Desuden var der ifølge politiet en hel del ammunition til signalpistoler.

Politiet efterforsker nu videre i sagen, inden det afgøres, om der skal rejses tiltale mod den 66-årige.

/ritzau/

66-årig sigtes for at sælge ulovlige våben via hjemmeside på internettet. Firma på Midtsjælland ransaget.

Offentliggjort Sidst opdateret