Ulovligt åbne bordeller i København fører til 30 sigtelser
28 kvinder og to mænd er i København blevet sigtet for at holde åbent på bordeller, selv om det er ulovligt.
Bordeller må som andre liberale erhverv holde lukket som følge af de restriktioner, der skal forhindre coronavirusset i at sprede sig i Danmark.
Men det er langtfra alle bordeller, der overholder reglerne.
Alene i København er der i løbet af en uge blevet rejst sigtelse mod 30 personer, som holdt et bordel ulovligt åbent. Det fortæller vicepolitiinspektør Lars-Ole Karlsen fra Københavns Politi.
- Vi har startet en indsats i sidste uge, hvor vi begyndte at kontrollere, hvorvidt bordellerne i København holder lukket, siger han.
- Der kan vi konstatere, at vi i løbet af de seneste syv dage er stødt på flere personer, der holder deres liberale erhverv åbent. Det har afstedkommet, at vi har sigtet i alt 30 personer, som er blevet præsenteret for en bøde efterfølgende.
Det er 28 kvinder og to mænd, som har fået stukket en bøde i hånden. Typisk lyder den på 10.000 kroner.
Københavnske betjente har været forbi cirka ti bordeller, der tog imod kunder trods restriktionerne.
- Det foregår på den måde, at vi retter henvendelse på stedet, hvor vi kan se, at der er åbent. Kunden bliver bortvist, og den, der har erhvervet, bliver præsenteret for en sigtelse, forklarer Lars-Ole Karlsen.
Også i Aarhus har bordeller holdt åbent trods restriktionerne. Tirsdag konstaterede Østjyllands Politi, at to bordeller holdt åbent i Aarhus - et på Kirkedammen og et på Skernvej. Det fremgår af politiets døgnrapport.
På Kirkedammen blev en 27-årig polsk kvinde anholdt og sigtet for at bryde coronareglerne. Hun bliver nu tilbageholdt på udlændingeloven, mens Udlændingestyrelsen vurderer sagen.
På Skernvej blev to thailandske kvinder anholdt. De opholdt sig begge ulovligt i landet. Den ene blev også sigtet for at holde bordellet åbent, mens den anden forklarede, at hun blot var på besøg.
5. januar blev en kvinde også sigtet for at holde et bordel åbent i Lystrup nord for Aarhus.
Kunderne bliver ikke sigtet for noget.
Bordellerne er som liberalt erhverv underlagt restriktioner på linje med for eksempel frisører og massører.
De skal holde lukket frem til i hvert fald 17. januar.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker