Undrer sig over bødestraf

En bøde på 500 kroner blev resultatet af politiets undersøgelser efter en varevogn i februar forårsagede et trafikuheld på Sydmortorvejen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Af Margit Olsen og Jesper Bøgh

Politiets jurister har vurderet at et øjebliks uopmærksomhed gjorde, at en varevogn overså en lastbil som overhalede en bus i sen eftermiddag i februar.

Resultatet var ifølge politiets juristers konklusion, at varevognen, for at undvige, dermed trak ind i nødsporet, ramte autoværet derefter bussen og det hele endte med en totalskadet lastbil og varevogn samt en reparation for en million på bussen.

Afgørelsen får vognmand John Jalkiewicz fra Nykøbing som ejer den skadede bus til tage bladet fra munden.

Han mener ikke politiet har undersøgt sagen grundigt nok.

- Det undrer mig, at der ikke har været flere afhøringer af passagerer. Jeg var selv på ulykkesstedet og talte med flere, der mente at varevognschaufføren havde overhalet indenom. Men det er jo oplysninger jeg har fra andre på stedet og jeg har heller ikke set politiets rapport, siger John Jalkiewicz, der derfor undrer sig over at sagen har fået det udfald.

Chauffør på bussen Carsten Funk Rasmussen fortæller til Radio Sydhavsøerne, at han blev afhørt på selve uheldsstedet i februar og et par dage efter ringet op for at bekræfte hvad han havde udtalt. Siden har han ikke hørt fra politiet.

Ingen personer, deriblandt 60 elever fra CELF i Nykøbing kom alvorligt til skade ved uheldet.

Hos politiet siger politiadvokat Michael Boolsen:

- Der har været tilstrækkeligt med oplysninger fra vidner på ulykkesstedet til at underbygge varevognschaufførens forklaring om en undvigemanøvre, siger han.