Undslupne færgebøller dukkede op igen som hundetyve
Tre mænd fra Aarhusområdet kom i politiets søgelys på grund af truende opførsel på færge. De endte med at blive sigtet for at stjæle en hund fra en mand, som de bad om hjælp. Arkivfoto. Foto: Pressefoto Rigspolitiet
Free/Pressefoto Rigspolitiet/arkiv
Politiet var lørdag på jagt efter mænd, der truede på Kattegatfærge. Sagen endte med sigtelse for hundetyveri.
Politiet rykkede ud, da der lørdag eftermiddag kom en anmeldelse fra færgen mellem Aarhus og Sjællands Odde om tre unge mænd, der opførte sig truende på færgen.
Det lykkedes ikke betjentene at få fat i de tre mænd i første omgang. Men inden dagen var omme, var de anholdt og sigtet - ikke for ballade på færgen, men for tyveri af en hund til 7500 kroner på Sjælland.
Det oplyser vagtchef René Søe Pedersen, Midt- og Vestsjællands Politi.
Anmeldelsen om de truende færgepassagerer indløb hos politiet klokken 14.21, og en politipatrulje blev sendt ud til færgehavnen.
- Men vi får udpeget en forkert bil, og derfor når vi ikke at få fat i dem, siger René Søe Pedersen.
Imidlertid får politiet ved 17.30-tiden en anmeldelse fra en mand i Vipperød ved Holbæk, der fortæller, at han er blevet bestjålet af to unge mennesker.
- To mænd ringede på og bad om vand og olie, fordi de havde problemer med deres bil. De roser også mandens hund, og han fortæller, at han avler hunde, og at den er 7500 kroner værd, siger René Søe Pedersen.
Manden går ind i huset for at hente vand og olie, og da han kommer ud igen, er mændene forsvundet og har taget hunden med.
Da de svarer til signalementet af mændene fra færgen tidligere på dagen, regner politiet med, at de måske vil tage færgen hjem senere på dagen.
Og ganske rigtigt: Senere på dagen dukker mændene op ved færgelejet, hvor de bliver anholdt med hunden i bilen.
- De er blevet sigtet for at have stjålet hunden og for overtrædelse af våbenloven, fordi der blev fundet et par knive i deres bil, siger vagtchefen.
Hunden er leveret tilbage til ejeren, og mændene, der er fra Aarhusområdet, er efter afhøring blevet løsladt søndag morgen.
- De fik besked på at tage hjem over Fyn, for de er ikke ønskede på færgen på grund af deres truende opførsel, siger han.
De tre mænd kan nu vente et retsligt efterspil.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet