Bankpersonale og kunder i Danske Banks filial på Hvidovrevej i Hvidovre fik sig onsdag eftermiddag en ubehagelig overraskelse.
Det skete, da en ung mand klokken kort før klokken 13.40 dukkede op i banken bevæbnet med en stor køkkenkniv for at begå røveri.
- Han smed en gul Netto-pose op på skranken og forlangte at få lagt udbyttet i den, fortæller efterforskningsleder Hans Christian Tonnesen fra lokalpolitiet i Hvidovre.
Manden nåede dog ikke at nyde sine hurtigt tjente penge ret længe. Efter røveriet blev han straks efterlyst, og der var en del politi i nærheden.
13.52 - 12 minutter efter røveriet blev anmeldt - fik en politipatrulje øje på røveren og anholdt ham.
- Han har smidt noget tøj undervejs, som vi også har fundet, og så er der heldigvis masser af vidner, lyder det fra Hans Christian Tonnesen.
Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse, hvor mange penge røveren fik med fra banken. Men det vil komme frem torsdag, når manden bliver fremstillet i grundlovsforhør.
Det retsmøde vil efter alt at dømme ende med, at manden bliver sendt en tur bag tremmer. Han erkender nemlig, at det var ham, der røvede banken.
Den anholdte er 19 år og kommer fra Valby i København. Og det er ikke første gang, at han stifter bekendtskab med politiet.
- Han er tidligere dømt for blandt andet røveri, fortæller Hans Christian Tonnesen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker