Politi og retsvæsen på Københavns Vestegn arbejder lynhurtigt. I hvert fald kan man ikke beskylde vestegnspolitiet for smøleri i sagen om et røveri mod en Danske Bank-filial i Hvidovre onsdag.
Her blev den 19-årige gerningsmand pågrebet blot 12 minutter efter, at røveriet blev anmeldt, og allerede torsdag blev manden så dømt ved Retten i Glostrup.
- Han blev dømt for at have fået et udbytte på cirka 42.000 kroner, fortæller politiadvokat René Harrestrup.
Dommen lyder på tre års ubetinget fængsel. I den straf indgår 11 måneder fra en tidligere dom, som den 19-årige blev prøveløsladt fra tidligere på året.
- Jeg mener, det er en meget passende straf, når man tager i betragtning, at der er tale om et bankrøveri, og at han er dømt for bankrøveri tidligere, siger René Harrestrup.
Normalt er det sådan, at domstolene giver straffen et ekstra nøk i sager, hvor den dømte tidligere er blevet dømt for at have begået kriminalitet af samme skuffe.
Røveriet foregik onsdag eftermiddag klokken 13.40, da den 19-årige mand troppede op i Danske Banks filial på Hvidovrevej bevæbnet med en brødkniv.
Her fik han udleveret udbyttet på cirka 42.000 kroner. Pengene blev stoppet i en Netto-pose, og manden tog flugten.
Uheldigvis for røveren var der politi i nærheden, og han blev pågrebet i området blot 12 minutter efter røveriet.
Allerede i forbindelse med anholdelsen erkendte manden sig skyldig, og han valgte også at acceptere rettens dom torsdag. Efter dommen blev den 19-årige varetægtsfængslet frem til, at han kan påbegynde afsoningen.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde