Ung cyklist mister livet i højresvingsulykke
En ung kvinde på cykel blev kørt ned af en lastbil, der svingede til højre i et kryds i Køge.
En kvindelig cyklist i 20'erne er torsdag aften afgået ved døden på Køge Sygehus efter en højresvingsulykke.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Ulykken skete i krydset mellem Nørre Boulevard og Københavnsvej.
- Cyklisten skal lige ud i krydset, men bliver ramt af lastbilen, der svinger til højre, fortalte politiets vagtchef Arne Aabech torsdag aften.
Kvinden blev bragt til Køge Sygehus. Men hendes liv stod ikke til at redde, og hun afgik ved døden.
Omkring midnat natten til fredag har politiet identificeret kvinden, og de pårørende er blevet underrettet.
Som altid ved alvorlige ulykker blev en bilinspektør tilkaldt for at undersøge, hvordan ulykken kunne ske. Politiet finder ikke, at der er sket noget ulovligt i forbindelse med ulykken.
- Det er en tragisk ulykke, og vores undersøgelser skal finde de nærmere omstændigheder, siger vagtchefen omkring midnat natten til fredag.
Krydset var i en periode spærret for trafik, men det er åbnet igen.
Højresvingsulykker har i årevis haft særlig bevågenhed, og der er indført flere tiltag for at undgå dem. Alligevel koster de fortsat flere cyklister livet hvert år.
Så sent som i sidste uge mistede en 46-årig kvinde livet i en højresvingsulykke i København.
På Vesterbrogade ved Brorsonsgade blev kvinden, som var på cykel, ramt af en varebil, der svingede til højre. Hun blev bragt til sygehuset, men en time efter ulykken blev hun erklæret død.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker