Ung kending af politiet ramt af skud i hoften i Aalborg

Omkring klokken 00.42 natten til lørdag blev der på Hadsundvej i Aalborg affyret flere skud mod en bil. En 22-årig mand blev såret i hoften. Politiet vil gerne have oplysninger om en sort scooter med to personer, som blev set i området omkring tidspunktet for skyderiet. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Politiet efterlyser en mørk scooter, efter at en 22-årig mand natten til søndag blev skudt i Aalborg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter et skyderi på Hadsundvej i Aalborg, hvor en 22-årig mand blev ramt i hoften, efterlyser politiet en sort scooter med to personer, der er set i området.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse tidligt søndag morgen.

Politiet modtog klokken 00.42 søndag en anmeldelse om et færdselsuheld på Hadsundvej i Aalborg. Da politiet ankom til stedet, kunne betjente konstatere, at en bil var blevet ramt af flere skud.

Et par timer senere, klokken 02.59, fik politiet en melding om en tilskadekommen person på Vesterbro i Aalborg.

Det viste sig, at en 22-årig mand var blevet ramt af et skud i hoften.

Manden blev bragt til hospitalet og er uden for livsfare.

- Vi efterforsker lige nu bredt og massivt for at få belyst, hvad der er sket før, under og efter denne skudepisode, udtaler lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Frank Olsen, i pressemeddelelsen.

Han kan ikke udtale sig præcist om motivet til hændelsen.

- Det er blandt andet det, som vores efterforskning skal være med til at afdække, men noget tyder på, at der kan være tale om et opgør i et lokalt kriminelt miljø, siger Frank Olsen.

Politiet har afspærret et område omkring Hadsundvej for at foretage tekniske undersøgelser af gerningsstedet. Samtidig skal en række vidner med tilknytning til episoderne på Hadsundvej og Vesterbro afhøres.

Til Ritzau fortæller efterforskningslederen, at politiet kender den unge mand, som er blevet skudt, i forvejen.

- Vi kan ikke sige noget om motivet endnu. Vi ved ikke, om det er personligt uvenskab, eller om det er foregået i et lokalt, kriminelt miljø, hvor man kæmper lidt om narkomarkedet, siger han.

I forbindelse med skyderiet vil politiet meget gerne høre fra vidner, som måtte have bemærket noget omkring Hadsundvej 182.

Især er man som nævnt interesseret i oplysninger om en mørk scooter med to personer, som kørte fra området omkring tidspunktet for den første anmeldelse klokken 00.42.

Der er søndag morgen ingen anholdte i sagen.