Ung mand dræbt i frontalt bilsammenstød

Et voldsomt frontalt bilsammenstød ved Herning har kostet en ung mand livet, mens en anden ung mand er livsfarligt kvæstet.

Ingen af de to var endnu tidligt søndag blevet identificeret, oplyser politiet.

Ulykken skete lørdag aften på det sted, hvor Motortrafikvej 15 går over i Midtjyske Motorvej.

Den ene af de to unge mænd, som var på vej mod øst ved udfletningsstedet, kom af ukendte årsager over i den modsatte kørebane og tørnede frontalt mod en bil, der brød i brand, så den unge mand bag rattet omkom, fortæller vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden, der var kommet over i den forkerte kørebane, er indlagt med livsfarlige kvæstelser

/ritzau/

Ung bilist kom over i den forkerte kørebane og stødte frontalt sammen med en anden bilist, der blev dræbt på stedet.

Offentliggjort Sidst opdateret