Ung mand et år i fængsel for pistol

Når man går ind på et hospital med en skarpladt pistol, så koster det ubetinget fængsel. Så en 18-årig mand fra København har ikke haft held til at overbevise dommerne om, at hans straf kun skal være betinget.

Det var i august sidste år, at et bandemedlem fra Mjølnerparken blev skudt. Det fik flere af hans bekendte til at sætte kursen mod Bispebjerg Hospital, hvor han skulle have lægehjælp.

Politiet lagde også vejen forbi, og de fandt den unge mand på hospitalets toilet i færd med at gemme en Zastava pistol i en skraldespand. På sig havde han også en strømpistol.

Den unge mand har i retten forklaret, at han følte sig presset fra nogle af områdets mere barske typer til at hente pistolen, der lå skjult i en busk. Han var bange for, at han ellers ville få tæsk og blive ydmyget, hvis han nægtede.

Det var tanken, at våbnet skulle gives videre til en anden, har han forklaret.

Byretten straffede ham med et års fængsel, men i håb om at få straffen gjort betinget ankede den 18-årige til landsretten.

Han er i gang med at uddanne sig til ejendomsservicetekniker, og hvis han skal i fængsel, så skal han starte forfra på uddannelsen.

At tage en uddannelse har været hans måde at undgå det kriminelle miljø på, lød det.

Men landsdommerne afviser alle argumenter. Går man rundt på et offentligt sted med en ladt pistol, så kan hverken ung alder eller andre personlige forhold føre til andet end et år bag tremmer.

/ritzau/

Der er ingen vej uden om fængsel, hvis man går rundt på et hospital med en skarpladt pistol.

Offentliggjort Sidst opdateret