Ung mand fængslet efter biljagt

En 22-årig mand er blevet varetægtsfængslet frem til den 8. juli, efter Sydøstjyllands Politi fredag aften måtte ud i en biljagt for at få fat på ham. Det oplyser politiets vagtchef.

En politibil satte efter ham, da han kørte over for rødt, og i løbet af biljagten påkørte han patruljebilen. Politiet fik dog til sidst overmandet flugtbilisten.

Den unge mand er blandt andet blevet sigtet for at have kørt i påvirket tilstand og for at have udsat andre for fare. Han er også sigtet for en række færdselsforseelser.

Den nu fængslede mand er i forvejen kendt af politiet. Han var efterlyst, da han for nyligt var undveget fra fængslet, hvor han ifølge ekstrabladet.dk afsonede en dom for vold.

/ritzau/

En ung mand, der fredag aften flygtede fra politiet i Vejle, er blevet fængslet frem til den 8. juli. Han sigtes blandt andet for at køre i påvirket tilstand.

Offentliggjort Sidst opdateret