Ung mand fængslet efter formodet rockeropgør i Aarhus
26-årig mand er fredag blevet varetægtsfængslet sigtet for drabsforsøg i forbindelse med overfald i november.
Endnu en person er blevet varetægtsfængslet i sagen om et overfald på to unge mænd i det vestlige Aarhus i november sidste år.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin seneste døgnrapport.
Der er tale om en 26-årig mand, som fredag morgen blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus sigtet for drabsforsøg. Dommeren valgte at varetægtsfængsle manden frem til 3. maj.
Den 26-årige nægter sig skyldig. To andre mænd på 24 og 42 år er i forvejen fængslet i sagen.
Overfaldet fandt sted 9. november på Hammerhusvej i Aarhus V. To mænd på 22 og 24 år blev stukket adskillige gange med stikvåben.
Den 24-årige mistede en del blod og var i livsfare. Kun på grund af akut behandling overlevede han, oplyser politiet. Den anden mand var ikke i fare for at dø.
Politiet har tidligere oplyst, at man formodede, der var tale om et internt opgør i en rockergruppering.
Fredagens grundlovsforhør blev afholdt for lukkede døre.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned