Ung mand fra Lolland sigtet: Kørte 70 gange med toget uden billet
Arkivfoto: Anders Knudsen
.
Ikke færre end 70 gange har en ung mand fra Nakskov fået afgifter for at køre gratis med toget. Nu ender sagen i retten.
Måske har du selv prøvet det - at tage med toget uden at have købt billet. Det har en nu 21-årig mand fra Nakskov prøvet - mange gange.
Ifølge politiet er manden blevet afsløret i at rejse uden billet ikke færre end 70 gange i perioden fra januar 2021 til februar 2023. Det udløste hver gang en afgift på 750 kroner - eller sammenlagt 52.500 kroner.
Turene er alle foregået med DSB på forskellige strækninger rundt om i landet fra Rødekro til Nykøbing Falster, og til sidst blev det altså for meget for politiet. Så i sidste uge blev manden anholdt og sigtet for at overtræde straffelovens bestemmelser om "tilsnigelse af adgang", oplyser politiet i dets døgnrapport. Ifølge politiet var han 18 år, da han første gang blev taget i at køre uden billet.
Ifølge Mette Krag Christensen, der er fungerende politikommissær fra afdelingen for lokal efterforskning hos politiet i Nakskov, erkender manden de mange gratis togture, men han har ikke uddybet, hvorfor han kørte så mange gange uden at købe billet.
- Hvordan kan det være, at han først er blevet sigtet nu? Det er jo mange gange, han er kørt gratis?
- Det er en prioriteringssag. Vi prioriterer de personfarlige sager først, men på et tidspunkt bliver man også nødt til at trække en streg i sandet, forklarer Mette Krag Christensen.
Den 21-årige kan nu se frem til et retsligt efterspil. Hvis han bliver dømt, risikerer han ifølge straffeloven enten en bøde eller op til seks måneders fængsel.
Seneste artikler
Hvad skal der med i mit CV?
Alle kender stemmen: Men hjemme i Nykøbing har Anders et helt andet projekt
Museer og dyreparker er danskernes foretrukne mål i efterårsferien
Er det genialt? Lollandsk forslag kan rykke ved uretfærdigheden
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker