Ung mand overfaldet med slag og knivstik på Christiania

Christiania oplevede fredag endnu et voldsomt overfald, hvor en 20-årig mand blev slået og stukket med kniv. Seks mænd er blevet sigtet for kvalificeret vold. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Seks personer blev anholdt for grov vold mod en 20-årig mand fredag. De er alle løsladt, men fortsat sigtet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var angiveligt seks mod én fredag aften på Christiania i København, hvor en 20-årig mand blev overfaldet.

Den første politipatrulje på stedet udøvede førstehjælp til manden, inden han blev overdraget til redningspersonale og kørt med politieskorte til Rigshospitalet.

Han havde fået tæsk og var blevet ramt af et knivstik. Hans tilstand blev betegnet som alvorlig, men han var ikke i livsfare, fortæller vagtchef Michael Andersen fra Københavns Politi lørdag formiddag.

Ekstra Bladet har offentliggjort en video af overfaldet, der viser en større gruppe sortklædte mænd med hætter slå og sparke en mand på jorden i omkring et halvt minut. Til slut forlader de alle stedet, mens den forurettede ligger ubevægelig tilbage, og et vidne råber: "Ring efter en ambulance".

Seks personer blev anholdt på fristaden som følge af det voldelige overfald og sigtet for grov vold mod den unge mand.

De er i alderen fra 27 til 42 år.

Ingen af dem fremstilles dog lørdag i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. De er i stedet alle blevet løsladt, men de er fortsat sigtet, mens politiet undersøger sagen.

Hvad motivet var det voldelige overfald, der fandt sted fredag lidt efter klokken 19, kan politiet endnu ikke sige.

Politiet ved ikke, hvorvidt manden er et tilfældigt offer eller ej.

Ifølge Ekstra Bladet arbejdede den 20-årige i en hashbod med tilknytning til rockergruppen Hells Angels, mens de sigtede ifølge avisens oplysninger har en tilknytning til den rivaliserende rockergruppe Satudarah.

/ritzau/