Ung mand ramt af skud i nyt bandeskyderi
En 27-årig mand blev såret, da der tirsdag aften blev skudt på Skaffervej i Københavns Nordvestkvarter. Politiet var efterfølgende til stede i stort antal i området. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Skyderi sent tirsdag aften i Københavns Nordvestkvarter er ifølge politiet relateret til bandekonflikt.
En 27-årig mand blev tirsdag ramt af skud, mens han var passager i en bil i Københavns Nordvestkvarter. Mandens tilstand beskrives som "ikke kritisk".
Det oplyser Københavns Politi.
Offeret er ikke registreret bandemedlem. Alligevel mener politiet, at episoden er relateret til den verserende bandekonflikt i hovedstadsområdet, fortæller politiinspektør Torben Svarrer.
- Vi vurderer ikke, at han er registreret bandemedlem, men han har tidligere haft sin færden i bandemiljøet. Derfor kan andre anse ham for stadig at have forbindelse til en bandegruppering, siger Torben Svarrer.
Det er således politiets foreløbige vurdering, at gerningsmændene gik målrettet efter den 27-årige mand, der blev ramt.
Politiinspektøren ønsker ikke at fortælle, hvorvidt politiet har anholdt nogen efter skyderiet, eller om konkrete personer er mistænkt i sagen.
Skyderiet fandt sted på Skaffervej klokken 22.35. Politiet var herefter massivt til stede i området, og tirsdag morgen er efterforskningen fortsat i gang.
- Efterforskningen af hændelsen handler om at undersøge gerningsstedet og bilen, der blev beskudt. Vi mener i øvrigt at have fundet en mulig flugtbil et sted i københavnsområdet, siger Torben Svarrer.
I den seneste tid har der været flere skyderier i og omkring København.
Forleden oplyste politiet, at skudepisoderne i hovedstadsområdet skyldes, at en bande er blevet opdelt i to nye grupperinger.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker