Ung mand slået bevidstløs ved påkørsel af hus i Thyborøn
En helikopter bragte en 21-årig mand til Aarhus Universitetshospital i Skejby efter en ulykke i Thyborøn søndag morgen. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Politiet formoder, at en 21-årig bilist kørte med høj hastighed, da han ramte et hus i Thyborøn.
Tidligt søndag morten kørte en 21-årig mand frontalt ind i en villa på Vesterhavsgade i Thyborøn.
Bilisten fik et alvorligt hovedtraume og blev slået bevidstløs ved sammenstødet, fortæller vagtchef Allan Riis fra Midt- og Vestjyllands Politi.
- Manden bliver fundet bevidstløs uden for bilen. Han er tilsyneladende blevet slynget ud af bilen ved ulykken.
- Han har fået et hovedtraume og bliver derfor bragt med helikopter til universitetshospitalet i Skejby, siger vagtchefen.
Ulykken skete kort før klokken 07.
Søndag eftermiddag er årsagen til ulykken endnu ikke fastlagt.
- Vi har en mistanke om, at han har påkørt huset med høj fart. En bilinspektør har været ude at undersøge stedet og lave beregninger af bilens hastighed, og vi afventer hans erklæring, siger Allan Riis.
En læge har taget blodprøver på bilisten for at tjekke, om han har været påvirket af alkohol eller narkotika.
Politiet har søndag sidst på eftermiddagen endnu ikke modtaget svaret fra prøverne.
Selve huset står endnu, selv om det har fået flere skader.
- Køretøjet er totalskadet, og huset er beskadiget i venstre side af gavlen. Der er sket skader på murværket, og et kældervindue er knust, men der er ikke fare for, at huset styrter sammen, siger vagtchefen.
Den 21-årige mand kommer fra Thyborøn-området. Der er sidst på eftermiddagen intet nyt om hans tilstand.
Hans pårørende er blevet underrettet om ulykken.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker