Ung mand stukket i halsen: 29-årig sigtes for drabsforsøg
En 29-årig mand er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han sigtes for at have forsøgt at dræbe en 24-årig mand med en kniv på Lille Torv i Aarhus. Foto: /ritzau/Munch Ida/arkiv
/ritzau/Munch Ida/arkiv
En 29-årig mand er varetægtsfængslet for at have stukket en 24-årig mand i halsen med en kniv i Aarhus.
En 24-årig mand blev ifølge politiet forsøgt slået ihjel natten til tirsdag, da han blev stukket med en kniv i halsen i Aarhus.
I et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus blev en 29-årig mand tirsdag eftermiddag varetægtsfængslet i foreløbig fire uger for drabsforsøg.
Retsmødet foregik bag lukkede døre, og det er derfor uvist, hvad den sigtede har forklaret. Han kærede dog ikke fængslingen til Vestre Landsret.
Politiet modtog anmeldelsen om overfaldet klokken 01.41 tirsdag, og kort tid efter blev den 29-årige anholdt.
Det oplyser pressemedarbejder hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen.
- Vi vurderer, at når man skærer en i halsen med en kniv, så kunne det være gået helt galt, hvis han ikke havde nået at afværge, siger pressemedarbejderen om sigtelsen.
Overfaldet skete på Lille Torv i Aarhus, hvor den 29-årige mand ifølge politiet stak den unge mand i halsen med en kniv. Offeret er uden for livsfare, men er stadig på hospitalet.
Politiet fortæller ikke yderligere om de nærmere omstændigheder. Derfor er det uvist, om de to personer kendte hinanden. Ifølge politiet er der umiddelbart ikke tale om noget banderelateret.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde