Ung mand stukket med kniv under muligt opgør i narkomiljøet

En 20-årig mand er mandag aften blevet overfaldet med kniv i Helsingør. Politiet fik anmeldelsen klokken 19.47. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

En 20-årig mand er uden for livsfare efter knivoverfald i Helsingør mandag. Gerningsmanden er på fri fod.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 20-årig mand er mandag aften blevet stukket med kniv i Helsingør.

Han blev ramt i skulderen og er uden for livsfare.

Det oplyser vagtchef David Eckert fra Nordsjællands Politi.

- Det er muligvis sket som led i et internt opgør i narkomiljøet, men intet tyder på, at det er banderelateret, siger han om overfaldet.

Anmeldelsen om knivstikkeriet blev modtaget hos Nordsjællands Politi klokken 19.47. Cirka halvanden time senere er der endnu ingen anholdte i sagen.

Det er foreløbig uvist, hvad der er gået forud for knivstikkeriet.

/ritzau/