Ung motorcyklist kører ind i bil på Nordfalster

Foto: Arkivfoto: Anders Knudsen

En 19-årig mand på motorcykel og en 92-årig mand i bil tørner ind i hinanden ved Nørre Alslev.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 19-årige fører af en motorcykel blev fredag aften fløjet til Rigshospitalets traumeafdeling efter et sammenstød med en bil ved Nørre Alslev på Nordfalster.

- De første meldinger går på, at motorcyklen kørte ind i siden på bilen. Føreren er alvorligt kvæstet, men det skulle ikke være livstruende, siger vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ulykken skete sidst på eftermiddagen på Stubbekøbingvej. Politiet kender endnu ikke de nærmere omstændigheder.

Føreren af den bil, der var involveret i ulykken, er en 92-årig mand. Han slap tilsyneladende uskadt./ritzau/