Ung rumænsk mor tiltalt i sag om død nyfødt i Glostrup
Politiet undersøgte i oktober området ved Brinken i Glostrup, da nogle håndværkere fandt liget af en lille nyfødt dreng. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix
Scanpix/Mads Claus Rasmussen
En kvinde er tiltalt efter en særlig paragraf i straffeloven for at have dræbt sit eget barn ved fødslen.
En 22-årig rumænsk kvinde er blevet tiltalt for af nød eller frygt at have slået sit barn ihjel og gravet det ned sidste efterår.
Ifølge anklageskriftet mod den unge kvinde holdt hun det hemmeligt, at hun var gravid.
Da hun en septemberaften fik veer, forlod hun sin lejlighed alene og gik til et græsareal tæt på Brinken i Glostrup, hvor hun i hemmelighed fødte et fuldbårent barn, lyder det i anklageskriftet.
På ukendt vis slog hun ifølge tiltalen barnet ihjel under eller straks efter fødslen.
Kvinden er ikke anklaget efter den normale paragraf i straffeloven for drab. Hun er i stedet tiltalt for at have overtrådt paragraf 238.
I anklageskriftet tiltales hun for "af nød, af frygt for vanære eller påvirkning af en ved fødslen fremkaldt svækkelse, forvirring eller rådvildhed, på ukendt vis, at have dræbt sit barn under eller straks efter fødslen".
Når man er tiltalt efter denne paragraf er strafferammen fire år, mens et drab efter den almindelige paragraf kan straffes med fængsel på livstid.
Politiet ved tilsyneladende ikke, hvordan kvinden slog barnet ihjel. I anklageskriftet fremgår det, at kvinden skal have slået spædbarnet ihjel på ukendt vis i perioden omkring september sidste år.
Hvis retten ikke finder det bevist, at moren slog sønnen ihjel, vil anklagemyndigheden have hende dømt for på uforsvarlig måde at have udsat sit barn for alvorlig fare.
Ifølge BT nægter kvinden sig skyldig anklagen om drab, men erkender usømmelig omgang med lig.
Liget af det lille barn blev fundet 16. oktober sidste år af nogle håndværkere i et grønt område ved Brinken i Glostrup. Den lille dreng var svøbt i en rød hættetrøje.
Cirka en måned senere oplyste politiet, at det mente at have fundet den unge mor til barnet i Rumænien. I maj blev hun internationalt efterlyst og efterfølgende anholdt.
I slutningen af juni blev hun udleveret til Danmark, og en dommer besluttede at varetægtsfængsle kvinden.
I sagen kræver anklagemyndigheden, at kvinden bliver udvist med et indrejseforbud i seks år.
Sagen skal for Retten i Glostrup fredag i næste uge.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker