Ung svensker fængslet - politi fandt pistol i lejlighed
En 19-årig svensker blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg. (Arkivfoto).
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
19-årig svensker sigtet for efter aftale med andre at have besiddet en pistol. Han er varetægtsfængslet.
En 19-årig mand er blevet varetægtsfængslet i 26 dage for at have været i besiddelse af en 9mm Glock-pistol med dertilhørende magasin.
Det skriver Københavns Politi på det sociale medie X.
Manden blev natten til lørdag anholdt i en lejlighed i København, hvor politiet efterfølgende fandt en pistol med tilhørende ammunition, skrev politiet lørdag morgen på X.
Lørdag eftermiddag blev manden fremstillet i et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.
Af sigtelsen mod den 19-årige fremgik det, at han i en lejlighed på Augustagade på Amager efter forudgående aftale og fælles forståelse med andre for nu ukendte personer var i besiddelse af en 9mm-Glock-pistol med dertilhørende magasin.
Efter en længere snak med sin beskikkede forsvarer i et tilstødende lokale kom den 19-årige tilbage til retssalen og nægtede sig skyldig. Han afviste også at udtale sig i lørdagens grundlovsforhør.
Derefter blev dørene lukket, og det var derfor ikke muligt for offentligheden at blive klogere på sagen.
I sin begæring om at få dørene lukket lød det blandt andet fra anklageren, at sagen mod den 19-årige trækker tråde til "det organiserede kriminelle miljø".
Den 19-årige er dog ikke sigtet efter den såkaldte bandeparagraf, der kan give dobbeltstraf ved domfældelse.
På det seneste er adskillige svenskere - de fleste af dem i teenageårene - blevet anholdt i København og fundet i besiddelse af skydevåben.
Torsdag blev en anden 19-årig mand og en 31-årig mand - begge fra Sverige - anholdt og sigtet for at være i besiddelse af en pistol.
Det er uklart, om sagen om den 19-årige, der lørdag skal fremstilles i grundlovsforhør, har relation til de andre sager.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned