Unge anholdt efter kast med brandbomber mod politiet
To 17-årige mænd fra Odense-bydelen Vollsmose er sigtet for at have kastet molotovcocktails mod politiet.
Der blev kastet sten og brandbomber - såkaldte molotovcocktails - mod politiet i Odense-bydelen Vollsmose tirsdag aften.
Nu er to 17-årige mænd sigtet for at have kastet brandbomber mod politiets biler, og de to unge skal derfor fredag i grundlovsforhør ved Retten i Odense.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
- Politiet har siden episoden arbejdet med, ud fra videoovervågning, at identificere de personer, der deltog aktivt i episoden, siger advokaturchef Lars Ole Pedersen fra anklagemyndigheden ved Fyns Politi.
- Vi mener nu at kunne identificere to personer, som er blevet anholdt her til morgen, siger han.
Det var en almindelig patruljekørsel i bydelen i Odense, der tirsdag aften udviklede sig dramatisk, da politiet blev overfaldet med stenkast og molotovcocktails.
Betjentene tilkaldte forstærkning, og en større politistyrke kom til området, hvor op mod 50 personer var samlet.
- Det ser ud som om, at en større gruppe personer har været enige om at angribe politiet med antændte benzinbomber. Det ser vi naturligvis på med allerstørste alvor, siger Lars Ole Pedersen fra Fyns Politi.
- Blandt andet ud fra videoovervågningen vurderer vi, at der er tale om en række overtrædelser af straffeloven, herunder bestemmelsen om grov forstyrrelse af den offentlige orden, siger han.
Politiet fortsætter arbejdet med at identificere flere af de personer, der deltog i urolighederne i Vollsmose.
Anklagemyndigheden ønsker dørene lukket ved grundlovsforhøret af de to 17-årige af hensyn til den videre efterforskning.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet