Unge kastede fyrværkeri mod politiet

Politiet rykkede søndag aften ud efter en anmeldelse om uroligheder i området Varbergparken i Haderslev.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi får en anmeldelse om, at der er blevet kastet et kanonslag ind i en forretning. Det er landet tæt på en kunde, som muligvis har pådraget sig en høreskade, siger vagtchef Michael Skaarup fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Urolighederne skulle vise sig at være af et større omfang, end en enkelt politipatrulje var i stand til at håndtere.

- Da patruljen ankommer til stedet, er der en gruppe på omkring 20 unge, der blandt andet kaster fyrværkeri mod politiet, fortæller Michael Skaarup.

Det fik patruljen til at trække sig tilbage og tilkalde forstærkning. Politiet gik efterfølgende ind i området med et større antal politifolk.

- Vi har haft to formål. Dels at skabe ro og orden og dels det efterforskningsmæssige, fortæller Michael Skaarup.

Ud på aftenen meldte politiet om ro i området, og to unge mænd er blevet anholdt og kørt til afhøring. Hvad sigtelsen ender på, ved Michael Skaarup endnu ikke.

- Det kan blive alt fra overtrædelse af fyrværkeriloven til straffeloven. Nu må vi se, hvad vi kan finde ud af, siger han.

/ritzau/