Unge mænd anholdt for skyderi i Nykøbing

Politiet har nu fundet de unge mænd, som tilbage i midten af maj måned skød med luftgevær, hvorved en kvinde blev ramt i ryggen på parkeringspladsen ved Børnehaven Lindholm i Nykøbing.

Efter en længere efterforskning og mange vidneafhøringer blev to mænd på 21 og 22 år i går formiddags anholdt på en adresse på Vendsysselvej i Nykøbing.
-  Ved ransagningen af lejligheden fandt betjentene et luftgevær, fortæller Steen von Würden fra lokalpolitiet i Nykøbing.

- De har købt et 4,5 millimeter luftgevær på Døllefjelde-markedet, og de erkender at have skudt med det. De to mænd erkender at de har skudt til måls efter nogle gadelamper i området. De erkender også at have ramt lamperne og nogle biler, ligesom de erkender, at både den kvinde der blev ramt og en anden kvinde, som var tæt på at blive ramt, stod i skudlinjen.
- Men de unge mænd nægter at have sigtet efter nogle af kvinderne, siger Steen von Würden.

De to mænd må have haft på fornemmelsen at de var på gale veje, for i forbindelse med omtalen i pressen af skuddene i området ophørte skudepisoderne i øvrigt, siger Steen von Würden.

De to gerningsmænd er ikke kendt af politiet i forvejen. Men nu har de et regnskab, som senere skal gøre op i retten, hvor de både sigtes via straffeloven for at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed og for hærværket på diverse gadelamper og biler.

Efter afhøring i går blev de to unge mænd løsladt igen.

To unge mænd på 21 og 22 år erkender at have stået bag flere skyderier i byen i den senere tid.

Offentliggjort Sidst opdateret