Unge mænd begår oftest ny kriminalitet

Når en ung mand én gang har fået en dom for kriminalitet, er der stor risiko for, at han snart begår en ny lovovertrædelse.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at halvdelen af de 15- til 19-årige, der har fået frihedsstraffe, bøder eller foranstaltningsdomme, begår ny kriminalitet inden for to år.

Tallene viser en tydelig sammenhæng mellem de straffedes alder og sandsynligheden for, at de igen kommer på den forkerte side af loven.

Jo ældre, de straffede er, jo mindre er risikoen for, at de begår nye lovovertrædelser inden for de første to år, efter at straffen er afsonet.

For mænd mellem 35 og 39 år er det således kun 30 procent, der begår ny kriminalitet inden for to år, og i aldersgruppen over 60 er tallet faldet til 13 procent.

For de straffede kvinder gælder samme mønster, men på et markant lavere niveau. Det er blot 18 procent af de 15- til 19-årige kvinder, der har nye lovovertrædelser på samvittigheden to år efter afsoningen.

Af samtlige der blev løsladt eller dømt i 2007 begik i alt 28 procent en ny lovovertrædelse inden for to år. Det gjaldt 32 procent af mændene og 14 procent af kvinderne.

Særligt personer, der oprindelig havde fået en bøde eller en frihedsstraf for en voldsforbrydelse, har stor risiko for at falde i igen. 48 procent af de voldsdømte begik en ny lovovertrædelse inden for to år.

Den største del af tilbagefaldene kommer fra straffede, der har været indsat i et fængsel for deres forbrydelse. Næsten 60 procent af de indsatte, som blev løsladt i 2007, begik kriminalitet inden for to år.

/ritzau/

Hver anden mand mellem 15 og 19 år begår nye lovovertrædelser inden for to år, efter de har udstået straf.

Offentliggjort Sidst opdateret