Unge skyder efter tilfældige fodgængere
Tre unge mænd skød fredag eftermiddag og aften mindst fire gange efter tilfældige fodgængere med et hardball-gevær fra en bil i Odense.
Fyns Politi har fået to anmeldelser fra Bøgeparken i Vollsmose, en fra Nørregade og en fra pladsen foran Odense Banegårdscenter. To gange blev en person ramt af en plastikkugle fra geværet.
- I Nørregade blev en 14-årig dreng ramt på låret, og ved Banegårdscentret blev en voksen mand, der kom gående med to børn, ramt på kroppen, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi, Erik Halkjær.
- På Bøgeparken blev ingen ramt, men to vidner var ikke i tvivl om, at der blev sigtet mod dem, fortsætter han.
Ud på aftenen lykkedes det at finde den bil, hvorfra der angiveligt blev skudt. I bilen fandt politiet et hardball-gevær, og de tre unge mænd bilen blev anholdt.
- Vi ser med stor alvor på sagen. Det kan jo være farligt, hvis man for eksempel bliver ramt i øjet, siger Erik Halkjær.
- Det er slemt nok med ét tilfælde, og nu har vi fire, uddyber han.
Den 17-årige og de to 20-årige mænd er da også sigtet for en ganske alvorlig paragraf i straffeloven, der handler om at bringe andres liv eller førlighed i fare. Alligevel er det ikke afgjort, om de skal fremstilles i grundlovsforhør.
- Det har vi slet ikke afgjort endnu. Nu skal vi have undersøgt geværet og set, hvor stor kraft det skyder med, og hvor farligt det egentlig er, siger vagtchefen.
De tre unge mænd har under den første korte afhøring nægtet ethvert kendskab til sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned