Unge svenskere holder i hånd i retten - sigtes for drabsforsøg

Tirsdag aften rykkede politi og ammunitionsryddere ud til en kiosk på Hans Knudsens Plads i København. Politiet mener, at to svenskere kastede en håndgranat ind i kiosken. (Arkivfoto). Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix

Retsmøde med svensk kvinde og svensk mand, der er blevet udleveret, holdes bag lukkede døre.

Offentliggjort Sidst opdateret

I en af de alvorlige forbrydelser med formodede svenske forbindelser nægter to 24-årige svenske statsborgere sig lørdag formiddag i Dommervagten i København skyldige.

Manden og kvinden sigtes af politiet for at have forsøgt at dræbe en eller flere ved at sprænge en håndgranat i en kiosk på Hans Knudsens Plads på Østerbro i København tirsdag aften.

I retssalen minder de om et kærestepar. De vil hele tiden holde i hånd. Gentagne gange rækker manden ud efter hendes hånd.

- You don't hold hands!, lyder formaningen fra anklageren, Andreas Christensen til de to.

Det ender med, at de må fjernes fra hinanden, så berøring bliver umulig.

Kvinden bærer briller og har langt rødligt farvet hår. Manden har kort sort hår og skæg.

De to blev anholdt forleden af svensk politi ved Øresundsbroen. Det skete på begæring af danske myndigheder. Udleveringen blev effektueret fredag.

Retsmødet holdes bag lukkede døre. Anklageren fremfører som argument, at politiet har mistanke om, at der er flere medgerningsmænd på fri fod.

Resultatet er blevet, at begge skal være varetægtsfængslet frem til 2. september. De har taget forbehold for at kære afgørelsen til Østre Landsret, oplyser anklageren.

Straks da kvinden blev ført ind i retslokalet, så hun lidt desorienteret ud. På engelsk spurgte hun, om dette var retten.

Ingen mennesker kom noget til ved sprængningen forleden. Ifølge Ekstra Bladet skete angrebet formentlig, fordi ejeren af kiosken er i familie med et medlem af den forbudte bande Loyal To Familia.

I de tre sigtelser, som lørdag er blevet læst op i Dommervagten, er der dog intet om, at handlingen skulle være sket som led i et opgør mellem bander.

Først skal det unge par i en svensk indregistreret bil være kørt gennem København med håndgranaten og en eller flere tilhørende sprængningsanordninger.

Dernæst skal de have forsøgt at forvolde sprængning, som kunne udsætte andre for overhængende fare.

Og endelig mener politiet, at de to havde til hensigt at dræbe en eller flere personer, der befandt sig i eller umiddelbart uden for kiosken.

/ritzau/