Ungt par truet med pistol og røvet i hjemmet

Et ungt par blev natten til fredag opsøgt af to hjemmerøvere på deres bopæl i Oksbøl.

Offentliggjort Sidst opdateret

Parret blev truet med en pistol og låst inde på badeværelset, lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Anmeldelsen kom ind klokken 00.23.

- Vi har anholdt en person, og vi har en formodning om, hvem medgerningsmanden er, siger vagtchef Ole Aamann.

Den anholdte er en 22-årig mand, der blev opdaget af en patrulje i Oksbøl. Han svarede til det signalement, som parret havde givet, og på ham fandt politiet en attrappistol.

Røverne stak af med to computere.

- Det er det, man umiddelbart kunne se, manglede, fortæller vagtchefen.

Politiet er natten til fredag i gang med at undersøge sagen nærmere og afhøre det unge par.

/ritzau/