Urmagere over hele landet snydt af mægler
Over hele landet er guldsmede og urmagere blevet ført bag lyset af en forsikringsmægler i Klampenborg.
Manden, den 54-årige Jan Isaksen, er forleden af Østre Landsret blevet straffet med ubetinget fængsel i to år og seks måneder.
Landsretten fastslår, at mægleren har udvist en uærlig adfærd, og at der er tale om overlagt og meget grov kriminalitet i form af underslæb og bedrageri.
Isaksen har nærmest taget kunderne som gidsler i økonomisk henseende, noterer dommerne i afgørelsen.
Dommen drejer sig om 77 tilfælde af underslæb og tre eksempler på bedrageri.
Guldsmede og urmagere blev lokket til at tegne skadesforsikringer til et beløb af cirka 480 millioner kroner.
Kunderne troede, at han ville tegne forsikringer for dem i et London-baseret selskab, men i virkeligheden havde han ikke mulighed for at gennemføre arrangementerne.
Kunderne mistede i alt 3,5 millioner kroner, fremgår det af dommen, som med hensyn til straffen er en stadfæstelse af den afgørelse, som Retten i Lyngby afsagde i april 2012.
Forholdene er så grove, at straffen bør udmåles i år, noterer landsretten - men dommerne holder fast i to år og seks måneder, fordi der er gået relativt lang tid, siden kriminaliteten blev begået.
Tidligere i forløbet greb Finanstilsynet ind over for Isaksens selskab Karat Forsikringsmæglere Aps., og brancheforeningen Danske Guldsmed og Urmagere fik klager fra mange medlemmer.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker