Uro i boligområde efter masseanholdelse

Københavns Vestegns Politi blev tirsdag aften kaldt ud til området, fordi en gruppe unge lavede ballade. Blandt andet satte de ild til containere.

- Der kommer flere anmeldelser derude fra, og der er en del, der er forsamlede og råber og skriger, siger vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi Henrik Frandsen.

Da politiet nåede frem ved 21-tiden får politiet uroen at føle:

- De kaster sten mod en af vores gruppevogne, og så har de lavet depoter af kasteskyts klar til os, fortæller vicepolitiinspektøren.

Han ser en klar forbindelse til situationen tidligere tirsdag, hvor de 140 personer blev anholdt, da der opstod tumult foran retsbygningen i forbindelse med, at de mange personer ville ind og overvære et retsmøde.

Fem personer blev sigtet for overtrædelse af straffeloven.

- Det er jo personer fra det område, som vi har haft fat i tidligere tirsdag, og de er er blevet løsladt. Så det er nærliggende at drage den konklusion, at det er nogle af de samme, lyder det fra vicepolitiinspektør Henrik Frandsen.

- Det virker som en frustrationsreaktion på det, der er sket, tilføjer han.

Politiet anholdt ikke nogen i forbindelse med uroen, og det lykkedes politiet at skabe ro i området igen.

/ritzau/

Politiet anholdelse af 140 personer ved retten i Glostrup tirsdag skabte senere på aftenen uro i boligkvarteret Værebroparken i Bagsværd, hvor flere af de anholdte kom fra.

Offentliggjort Sidst opdateret