UROLIG HUND FØRTE TIL SLINGRENDE KØRSEL

Arkivfoto: Anders Knudsen

En bilist kontaktede fredag morgen politiet, fordi den forankørende bil slingrede temmelig meget.

Offentliggjort Sidst opdateret

En urolig hund var fredag morgen årsag til, at en bilist kontaktede politiet.

Ifølge afdelingen for lokal efterforskning hos politiet i Nakskov fik man ved 9-tiden fredag morgen en anmeldelse fra en bilist, som kørte på Nakskovvej ved Horslunde.

Bilisten forklarede, at vedkommende kørte bag en anden bil, som kørte noget slingrende, og at føreren af bilen "var oppe at slås med en hund".

Da politiet efterfølgende ringede til bilens ejer, bekræftede hun, at der ganske rigtigt havde siddet en hund på forsædet, som var urolig.

Hunden vil fremover blive anbragt på bagsædet, oplyste bilejeren ifølge politiet.