USA hjælper dansk politi med sag om 200 kilo kokain
I en stor international narkosag er to mænd blevet varetægtsfængslet for at ville indsmugle 200 kilo kokain til Danmark.
Fængslingen er sket fredag i Retten i Randers, oplyser vicepolitiinspektør Claus Danø i Østjyllands Politi.
Sagen er blevet efterforsket i samarbejde med det amerikanske narkopoliti DEA, Drug Enforcement Agency, samt andre udenlandske myndigheder.
Hvilke andre lande, der har deltaget, ønsker Claus Danø ikke at oplyse.
Også Rigspolitiet har medvirket til at opklare sagen, som torsdag førte til, at de to mænd på henholdsvis 29 og 46 år blev anholdt i Østjylland.
Fremstillingen i grundlovsforhør fredag i Randers er sket bag lukkede døre. Fristen på fire uger har mændene dog besluttet ikke at kære til landsretten.
Om mændene bor her, og om de er danske eller udenlandske statsborgere, er blandt de spørgsmål, som politiet ikke ønsker at besvare.
Heller ikke detaljer om, hvorfra kokainen skulle være forsøgt indført, vil Claus Danø kaste lys over.
Den yngste mand i sagen er desuden sigtet for at ville indsmugle et kvart ton hash.
Dog røber vicepolitiinspektøren, at den nye sag ikke har sammenhæng med de store fund af kokain i banankasser tidligere på året hos Coop.
På Coops lager i Brøndby blev der fundet cirka 125 kilo, og på containerhavnen i Aarhus blev der fundet cirka 100 kilo.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet