USA inde i bølge af terroranholdelser

Terrorsagerne mod to midaldrende mænd fra Chicago, der er sigtet for at deltage i planlægningen af et væbnet angreb på Morgenavisen Jyllands-Posten, er langt fra en enlig svale, når det kommer til terrorrelaterede anholdelser i USA. Faktisk har landet siden i sommer set en stribe af terroranholdelser, og da politiet - med 15 dages mellemrum - i oktober slog til mod David Coleman Headley og Tahawwur Rana i Chicago, var det den femte af slagsen på få måneder.

I slutningen af juli anholdt politiet syv personer - herunder en 39-årig mand og hans to sønner - fordi de ifølge politiets var "villige til at dø som martyrer" i væbnet kamp uden for USA.

I september kom turen til en 24-årig mand fra Colorado, der ifølge politiet havde downloadet en bombemanual, købt komponenterne og havde taget til New York, hvor han blev anholdt.

Herefter fulgte to adskilte, men næsten identiske sager fra henholdsvis Texas og Springfield, Illinois, hvor to mænd ifølge FBI ville bilbombe bygninger i grus. Det blev dog aldrig til noget, fordi mændene intetanende udtænkte planerne sammen med hemmelige politiagenter.

Alle disse anholdelser fik chefen for FBI, Robert Mueller, til at understrege risikoen for terror udført af amerikanere - eller i hvert fald folk med adresse i USA.

Det skete under en senatshøring 30. september, og dårligt have FBI-bossen takket for ordet, før Headley og Rana blev lagt i håndjern i Chicago.

21. oktober anholdt politiet så en mand i Boston. Han er mistænkt for at have slået pjalterne sammen med terrorister i Irak.

Der er ikke faldet dom i nogen af sagerne.

/ritzau/

Anholdelsen af to mænd fra Chicago, der ifølge politiet planlagde terror i Danmark, er del af en bølge af terroranholdelser i USA gennem de seneste måneder.

Offentliggjort Sidst opdateret